Folketingets Ombudsmand

Folketingets Ombudsmands beretning 2015

2015 i ombudsmandsinstitutionen

Fotograf Jasper Carlberg

2015 i ombudsmandsinstitutionen

Af Jørgen Steen Sørensen,
Folketingets Ombudsmand 

En blind kvinde i kørestol fik frataget sin assistanceordning af kommunen. Det betød, at hun pludselig havde langt mindre hjælp til rådighed. Og det blev f.eks. svært for hende at komme ud af hjemmet og besøge familien.

Hendes historie stod i en fynsk lokalavis. Vi tog sagen op, og det viste sig, at noget var galt. Kommunen havde taget hjælpen fra hende på forkert grundlag. Hun fik den tilbage.

I et 2015 med bl.a. Eritrea-sag og flygtningeannonce i libanesiske aviser er der grund til at nævne den blinde kvinde fra Fyn. Hendes sag siger nemlig noget om den typiske sag i ombudsmandsinstitutionen.

Den typiske sag tager ikke store overskrifter. Den handler ikke om ministre og storpolitik. Den handler om helt almindelige mennesker, som har problemer med myndighederne. Det er de sager, der fylder hos os. Og sådan skal det være.

Vi har i 2015 haft flere sager end nogensinde. For at give et indblik i deres mangfoldighed har vi igen i år drysset korte omtaler ud over beretningen. Man kan f.eks. læse om en indisk avis, som skulle have inddrevet gæld hos en borger i Danmark. Det kunne vi ikke hjælpe med. Men man kan også læse om en pige, der skrev, at hun var ked af at bo hos sine forældre. Hun ville have hjælp til at flytte hjemmefra. Hun blev ringet op af en medarbejder i Børnekontoret og fik at vide, hvad hun kunne gøre. Hun fik også tilbudt hjælp med at kontakte kommunen.

Et samlet overblik over, hvad der skete i vores ca. 5.000 sager, kan man få her. Opdelingen i tre hovedkategorier er ny:

–– Undersøgelser

–– Anden form for behandling og hjælp til borgerne

–– Afvisninger af formelle grunde

Den blinde kvinde i kørestol hører til i første kategori. Pigen, der fik hjælp fra Børnekontoret, i anden kategori. Og den indiske avis i tredje kategori.

Tidligere var sagerne delt op i ”realitetsbehandlede” og ”afviste” sager. Det var misvisende. F.eks. ”afviste” vi ikke i nogen meningsfuld forstand pigen, der ville flytte hjemmefra. Men sådan ville sagen være registreret i det gamle system, fordi den ikke førte til en stor juridisk ”realitetsundersøgelse”. Hvad den jo slet ikke lagde op til. Pigen skulle bare have hurtig hjælp.

Misforståelser som følge af et utidssvarende statistiksystem fik vi at mærke i begyndelsen af 2015, da Berlingske på forsiden konkluderede, at langt de fleste børn, der henvender sig til Børnekontoret, bliver afvist. Sandheden er, at ikke ét barn bliver afvist. De kommer tværtimod allerforrest i køen. Men misforståelsen var grundlæggende vores egen skyld. Og den satte skub i tanker, som vi allerede længe havde haft, om et statistiksystem, der bedre forklarer, hvad vi egentlig gør i de enkelte sager.

Historien blev samtidig en god anledning til skærpet opmærksomhed om, hvem der gør hvad i det samlede børneombud (Børnerådet, Børns Vilkår og Børnekontoret). Børnerådet er børnenes fortaler. Børns Vilkår (BørneTelefonen) er børnenes indgangsdør. Og Børnekontoret tager sig af børns juridiske rettigheder. Man kan kalde det en børneombudsmand fordelt på tre institutioner. Det er faktisk en ordning med meget mening, som vi løbende og i fællesskab arbejder på at gøre endnu bedre.

De største overskrifter i 2015 blev nu ikke trukket af Børnekontoret, men af Eritrea-sagen og sagen om flygtningeannoncen i libanesiske aviser. Jeg trækker nogle fælles perspektiver op i artiklen ”Grænser for ministres ’politiske kommunikation’”.

I en helt anden boldgade var skolerne i centrum, da vi pegede på, at også elever i privatskoler har ret til at blive hørt, inden de f.eks. bliver bortvist. Det følger af FN’s Børnekonvention, der ligesom andre internationale konventioner gennem årene har fået større plads i ombudsmandsinstitutionen. Vores nye direktør, Jonas Bering Liisberg, giver et overblik i artiklen ”Ombudsmanden og de internationale konventioner”.

Også folkeskolerne har vi beskæftiget os med. Kan de f.eks. håndtere de regler, der gælder, når de skal træffe ubehagelige afgørelser over for deres elever? Det fortæller souschef Vibeke Lundmark om i artiklen ”Når skolen skal klare paragrafferne”.

Der er som bekendt delte meninger om den nye offentlighedslov. Vores opgave i ombudsmandsinstitutionen er at sikre, at brugerne – ikke mindst medierne – får den aktindsigt, som de nu engang har krav på. Det bruger vi fortsat mange kræfter på. I artiklen ”Ekstrahering – offentlighedslovens svære øvelse” forklarer kontorchef Lisbeth Adserballe og specialkonsulent Lise Puggaard en af lovens mest komplekse problemstillinger.

Endelig fortæller chefkonsulent Klavs Kinnerup Hede i ”Øjenvidne til politiets tvangsudsendelser” om vores tilsyn med udsendelser af udlændinge. Det er historien om en afghansk familie, der ikke ville tilbage til Kabul. Og om ombudsmandens rolle på et meget følsomt område.

God fornøjelse med beretningen.